Lov om erstatningsansvar
(Lov nr. 50 19. maj 1993 som ændret ved lov nr. 42/1996, lov nr. 149/1997, lov nr. 37/1999 og lov nr. 111/2000).
Autoriseret oversættelse fra islandsk til dansk
KAPITEL I.
Erstatning for personskade.
Personskade som ikke medfører døden.
§ 1. Den, der er erstatningsansvarlig for personskade skal betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, helbredelsesudgifter og andet tab som følger af skaden, samt en godtgørelse for svie og smerte.
Stk. 2. Har skaden fået varige følger, skal der tillige betales godtgørelse for varigt mén samt erstatning for invaliditet, d.v.s. for varigt tab eller forringelse af erhvervsevnen.
Stk. 3. Værdien af arbejde i hjemmet ligestilles med erhvervsindkomst, jfr. § 2, § 7, stk. 2 og § 8.
Tabt arbejdsfortjeneste.
§ 2. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fastsættes for tiden fra skadens indtræden, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen eller skadelidtes helbredstilstand er blevet stationær.
Stk. 2. I erstatningen fradrages løn under sygdom eller ulykkesfravær, 60% af af ydelser fra pensionskasser, ydelser fra sygekasser, dagpenge og andre sociale ydelser for tabt arbejdsfortjeneste og forsikringsydelser, når ydelse fra et forsikringsselskab har karakter af en virkelig skadeserstatning, samt lignende ydelser til den skadelidte fordi han ikke er blevet helt arbejdsdygtig.
Svie og smerte.
§ 3. Godtgørelse for svie og smerte udgør for tiden fra skadens indtræden, indtil skadelidtes helbredstilstand er blevet stationær, 1.300 kr. for hver dag, den skadelidte er sengeliggende og 700 kr. for hver dag, den skadelidte er syg uden at være sengeliggende. Der kan i særlige tilfælde ydes godtgørelse for svie og smerte, selv om den skadelidte er arbejdsdygtig. Overstiger godtgørelsen 200.000 kr., kan de beløb som er nævnt i pkt. 1 fraviges.
Stk. 2. Om ydelser fra tredje mand finder bestemmelserne i § 5, stk. 4, 1., 2. og 3. pkt. anvendelse.
Varigt mén.
§ 4. Når erstatning for varigt mén fastsættes skal der tages hensyn til skadens medicinske art og omfang og de forvoldte ulemper i skadelidtes personlige livsførelse. Méngraden fastsættes i tabelméngrader og skal tage sigte af skadelidtes helbredstilstand når den er blevet stationær.
Stk. 2. Godtgørelsen fastsættes efter skadelidtes alder da skaden indtrådte, og udgør méngraden 100%, skal méngodtgørelsen være følgende:
Alder |
Kroner |
Alder |
Kroner |
| 49 år og under | 4.000.000 | 62 år | 3.480.000 |
| 50 år | 3.960.000 | 63 år | 3.440.000 |
| 51 år | 3.920.000 | 64 år | 3.400.000 |
| 52 år | 3.880.000 | 65 år | 3.360.000 |
| 53 år | 3.840.000 | 66 år | 3.320.000 |
| 54 år | 3.800.000 | 67 år | 3.280.000 |
| 55 år | 3.760.000 | 68 år | 3.240.000 |
| 56 år | 3.720.000 | 69 år | 3.200.000 |
| 57 år | 3.680.000 | 70 år | 3.160.000 |
| 58 år | 3.640.000 | 71 år | 3.120.000 |
| 59 år | 3.600.000 | 72 år | 3.080.000 |
| 60 år | 3.560.000 | 73 år | 3.040.000 |
| 61 år | 3.520.000 | 74 år og over | 3.000.000 |
Stk. 3. Ved lavere méngrader nedsættes beløbet forholdsmæssigt. I særlige tilfælde kan méngodtgørelsen forhøjes, optil 50% over det i tabellen fastsatte .
Stk. 4. Om godtgørelse fra tredje mand finder bestemmelsen i § 5, stk. 4 anvendelse.
Erhvervsevnetab.
§ 5. Har en personskade, efter at skadelidtes helbredstilstand er blevet stationær, medført varig nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægter ved arbejde, tilkommer der skadelidte erstatning for tab af erhvervsevne.
Stk. 2. Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet skal der tages hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægter ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af skadelidte.
Stk. 3. Skadelidtes erhvervsevnetab beregnes i procent (erhvervsevnetabsprocenten).
Stk. 4. Fra erstatningskravet for personskade skal trækkes godtgørelser som skadelidte får i form af sociale ydelser, erstatning fra en bilførers ulykkesforsikring ifølge færdselsloven og erstatning fra en lignende forsikring for en person som kommer til skade som passager i eget køretøj. Godtgørelse, hvor retten støttes på en kollektiv overenskomst eller på lovbunden arbejdsulykkesforsikring for lønmodtagere, skal trækkes fra et erstatningskrav mod arbejdsgiveren som tegnede ulykkesforsikringen. Desuden skal der fra erstatningskravet trækkes 40% af den beregnede kapitalværdi af invalidebidraget fra pensionskassen, og der skal ved beregningen anvendes 4,5% rentesats. Andre ydelser som skadelidte modtager fra en tredje mand for personskade, som f. eks. fra en pensionskasse eller et forsikringsselskab, bør ikke trækkes fra erstatningskravet.
§ 6. Erstatning for erhvervsevnetab skal fastsættes som et beløb på grundlag af skadelidtes erhvervsevnetabsprocent, jf § 5, hans årsløn efter § 7 og følgende tabel, således at erhvervevnetabsprocenten ganges med årslønnen og ganges herefter med tabellens kvotient, i overensstemmelse med skadelidtes alder på det tidspunkt som erhvervevnetabet beregnes fra:
Alder |
Kvotient |
Alder |
Kvotient |
Alder |
Kvotient |
| 0 | 11,438 | 25 | 15,101 | 50 | 7,834 |
| 1 | 11,746 | 26 | 14,567 | 51 | 7,626 |
| 2 | 12,064 | 27 | 14,161 | 52 | 7,370 |
| 3 | 12,389 | 28 | 13,750 | 53 | 7,139 |
| 4 | 12,724 | 29 | 13,474 | 54 | 6,932 |
| 5 | 13,067 | 30 | 12,813 | 55 | 6,678 |
| 6 | 13,420 | 31 | 12,595 | 56 | 6,378 |
| 7 | 13,782 | 32 | 12,367 | 57 | 6,037 |
| 8 | 14,155 | 33 | 12,150 | 58 | 5,687 |
| 9 | 14,537 | 34 | 11,915 | 59 | 5,329 |
| 10 | 14,929 | 35 | 11,678 | 60 | 4,960 |
| 11 | 15,332 | 36 | 11,433 | 61 | 4,581 |
| 12 | 15,746 | 37 | 11,180 | 62 | 4,211 |
| 13 | 16,171 | 38 | 10,988 | 63 | 3,841 |
| 14 | 16,608 | 39 | 10,784 | 64 | 3,451 |
| 15 | 17,057 | 40 | 10,577 | 65 | 3,038 |
| 16 | 17,517 | 41 | 10,358 | 66 | 2,567 |
| 17 | 17,990 | 42 | 10,083 | 67 | 2,067 |
| 18 | 18,476 | 43 | 9,851 | 68 | 1,994 |
| 19 | 18,031 | 44 | 9,565 | 69 | 1,902 |
| 20 | 17,572 | 45 | 9,265 | 70 | 1,783 |
| 21 | 17,106 | 46 | 9,014 | 71 | 1,626 |
| 22 | 16,626 | 47 | 8,750 | 72 | 1,412 |
| 23 | 16,130 | 48 | 8,440 | 73 | 1,109 |
| 24 | 15,619 | 49 | 8,116 | 74 | 0,667 |
Stk. 2. Er skadelidte fyldt 75 år på det tidspunkt der lægges til grund ved erhvervsevnetabets beregning, men har haft arbejde da skaden indtraf, skal der fastsættes erstatning til ham ifølge stk.1, og i så fald skal kvotienten 0,667 benyttes.
Stk. 3. Erstatningen betales med et engangsbeløb.
§ 7. Som årsløn til fastsættelse af erstatning efter § 6 regnes skadelidtes gennemsnitlige erhvervsindtægter, herunder arbejdsgiverens pensionsbidrag, i de sidste tre kalenderår forud for den dag skaden indtraf. i henhold til det lønsindeks som var gældende på tidspunktet hvorfra erhvervsevnetabet er beregnet.
Stk. 2. Årslønnen fastsættes dog efter et skøn, når særlige forhold gør sig gældende, hvor det må antages at en anden målestok bedre er egnet til beregning af skadelidtes fremtidige indtægter.
Stk. 3. Til trods for bestemmelsen i stk. 1 – 2, skal der dog ikke lægges til grund en mindre årsløn end anført i denne tabel:
Alder |
Kroner |
| 66 år og under | 1.200.000 |
| 67 år | 1.100.000 |
| 68 år | 1.000.000 |
| 69 år | 900.000 |
| 70 år | 800.000 |
| 71 år | 700.000 |
| 72 år | 600.000 |
| 73 år | 500.000 |
| 74 år | 400.000 |
Stk. 4. Årslønnen kan højst udgøre 4.500.000 kr.
§ 8. Erstatning til børn og skadelidte, der i det væsentlige udnytter erhvervsevnen på en måde, som ikke eller kun i begrænset omfang medfører erhvervsindtægt, fastsættes på grundlag af den i § 5 nævnte erhvervsevnetabsprocent. Reglerne fastsættes efter reglerne i §§ 5 – 7.
§ 9. I §§ 4 og 6 lægges tabelværdierne til grund ved begyndelsen af leveåret. Ved beregning af erstatningen skal der regnes med at kvotienten ændres forholdsvis ligeligt mellem tabelværdierne.
Udmåling af erhvervsevnetabsprocenten. Udmålingsnævn.
§ 10. Når der foreligger en specialisterklæring om skadelidtes erhvervsevnetabsprocent eller méngrad, eller de medicinske faktorer efter stk. 2 eller stk. 3, der skal udmåles med henblik på at opgørelse af erstatning ifølge loven kan finde sted, kan hver for sig, skadelidte eller den som afkræves erstatning, forelægge erklæringen for udmålingsnævnet. Der kan begæres udtalelse fra udmålingsnævnet om fastsættelse af erhvervsevnetabsprocenten eller méngraden, uden at der foreligger specialisterklæring, såfremt sagens parter fremsætter en sådan begæring i fællesskab.
Stk. 2. Udmålingsnævnet består af 3 medlemmer der beskikkes af justitsministeren for 6 år ad gangen. To af medlemmerne skal være læger, og en skal være jurist; han er udvalgets formand. Formanden skal opfylde betingelserne for at kunne beskikkes som højesteretsdommer. Ministeren beskikker suppleanter efter samme regler som medlemmerne. Ministeren kan efter nævnets begæring midlertidigt udpege flere medlemmer for at sikre at behandling af sager ikke forhales. Om medlemmernes habilitet til behandling af enkelt sag gælder reglerne om dommeres særlige habilitet.
Stk. 3. Udmålingsnævnet skal udarbejde tabeller over méngrader.
Stk. 4. Ministeren fastsætter administrative forskrifter om nævnets forretningsorden. Forskrifterne skal bl.a. indeholde beføjelse for nævnet til at indkalde læger og andre specialister til gunst for nævnet og endvidere hvilken fremgangsmåde skal vælges med henblik på forkyndelse af nævnets vigtigste afgørelser. Forskrifterne skal desuden indeholde regler om gebyr for nævnets udtalelser.
Genoptagelse.
§ 11. En afsluttet sag om godtgørelse for varigt mén eller erstatning for erhvervsevnetab kan på skadelidtes begæring genoptages. Betingelsen for genoptagelse er at der er indtrådt uforudsete ændringer i skadelidtes helbredstilstand, således at méngraden eller erhvervsevnetabsprocenten må antages at være væsentligt højere end først antaget. Ved genoptagelse af sagen kan spørgsmålet om fastsættelsen af méngraden og erhvervsevnetabsprocenten igen begæres forelagt for udmålingsudvalget til afgørelse, jf. § 10.
Tab af forsørger m.v.
§ 12. Den, som er erstatningsansvarlig for en andens død, skal betale erstatning for rimelige begravelsesudgifter. Desuden skal han betale erstatning til den, som ved dødsfaldet har mistet en forsørger, for det tab som det må antages at dette har medført for ham. Forsørgelse omfatter også værdien af afdødes arbejde i hjemmet.
Stk. 2. Om ydelser fra tredje mand finder bestemmelsen i § 5, stk. 4 anvendelse.
Erstatning til ægtefælle eller samlever.
§ 13. Erstatning for tab af forsørger eller samlever udgør 30% af den erstatning, som afdøde antages at ville have opnået ved et fuldstændigt (100%) tab af erhvervsevnen, jf. §§ 5 – 8. Erstatningen udgør dog mindst 3.000.000 kr., medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Forsørgertabserstatning til børn.
§ 14. Erstatning for tab af forsørger til efterlevende barn, som han ifølge lov var pålagt at forsørge, fastsættes til et beløb, som svarer til summen af de bidrag som det var berettiget til i henhold til den sociale lovgivning. Var afdøde eneforsørger forhøjes erstatningen med 100%.
Stk. 2. Summen skal fastsættes efter det bidrag, der var gældende ved forsørgerens død.
Regulering af erstatnings- og godtgørelsesbeløb.
§ 15.De i § 3, § 4, stk.1, § 7, stk. 3 og § 13, stk. 1, 2. pkt. nævnte beløb reguleres månedligt i forhold til ændringer af lønindekset fra lovens ikrafttræden. De herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste halve eller hele tusinde kroner. De i § 3, 1. pkt. nævnte beløb afrundes dog til nærmeste med 10 delelige kronebeløb.
Stk. 2. Erstatning og godtgørelse ifølge stk. 1 fastsættes på grundlag af de beløb der var gældende når erstatningen eller godtgørelsen blev fastsat.
Forrentning.
§ 16.Krav om godtgørelse for svie og smerte, godtgørelse for varigt mén, erstatning for erhvervsevnetab og for tab af forsørger forrentes fra skadetidspunktet. Erstatning for erhvervsevnetab forrentes fra tidspunktet for erhvervsevnetabets fastsættelse jf. § 5. Renten er 4,5% p.a.
Stk. 2. Om strafrente finder rentelovens bestemmelser anvendelse.
Regres.
§ 17. Ydelser i henhold til den sociale lovgivning kan ikke danne grundlag for regreskrav mod den erstatningsansvarlige. Det samme gælder pensionsydelser samt forsikringsydelser, uanset forsikringens karakter, jf. § 22, stk. 2.
Stk. 2. En arbejdsgiver der har udbetalt den skadelidte eller den som har mistet en forsørger løn eller dertil knyttede ydelser for personskade, kan gøre regres mod den erstatningsansvarlige i det omfang, arbejdsgiveren har lidt et tab.
Overførelse af erstatnings- og godtgørelseskrav.
§ 18. Krav om erstatning og godtgørelse for personskade kan ikke overdrages, så længe kravet ikke er anerkendt eller fastslået af domstolene.
Stk. 2. Krav om godtgørelse for svie og smerte eller varigt mén falder i arv, når det er anerkendt, eller gjort gældende ved civilt sagsanlæg eller under en straffessag ved kravets fremsættelse i retten.
Stk. 3. Erstatning og godtgørelse som nævnt i stk. 1, der ikke må antages at have været forbrugt, indgår ikke i formuefællesskabet mellem ægtefæller ved skifte i anledning af ægteskabets ophør, separation eller bosondring. Erstatningen eller godtgørelsen indgår dog i formuefællesskabet, når den, som erstatningen tilkommer, afgår ved døden, medmindre erstatningen eller godtgørelsen ifølge ægtepagt er særeje.
Stk. 4. Reglerne i stk. 1 og stk. 3 finder ikke anvendelse på krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
KAPITEL II.
Erstatningsansvar for skade, der er dækket af forsikring.
§ 19. I det omfang en skade er dækket af en tingforsikring eller en driftstabsforsikring, er der ikke erstatningsansvar.
Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke, såfremt:
- den erstatningsansvarlige har forvoldt skaden forsætlig eller ved grov uagtsomhed, eller
- skaden er forvoldt ved udøvelse af offentlig eller erhvervsmæssig virksomhed eller virksomhed, der kan ligestilles hermed.
Stk. 3. Har en arbejdstager forvoldt en skade, der er dækket af en tingforsikring, en driftstabsforsikring eller arbejdsgiverens ansvarsforsikring, ifalder arbejdstageren ikke erstatningsansvar, medmindre skaden er forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed.
§ 20. Staten, en kommune eller en anden offentlig institution, der i almindelighed er selvforsikrer, er stillet, som om forsikring var tegnet, jf. § 19.
§ 21. §§ 19 og 20 gælder ikke for erstatningsansvar der er omhandlet i
1. færdselslovens erstatningsansvarsregler,
2. love om befordringsaftaler og ansvar for landtransport,
3. luftfartsloven,
4. søloven eller
5. international konvention om ansvar for olieforureningsskader, indgået i Brüssel den 29. november 1969.
§ 22. Såfremt der er erstatningsansvar for en skade, der er dækket af en skadesforsikring, indtræder forsikringsselskabet i det omfang, det har betalt erstatning, i den skadelidtes ret mod den erstatningsansvarlige.
KAPITEL III.
Forskellige bestemmelser.
Arbejdstagers erstatningsansvar.
§ 23. Erstatning som en arbejdsgiver har måttet udrede som følge af en arbejdstagers uforsvarlige adfærd, kan kun kræves betalt af denne i det omfang det findes rimeligt under henvisning til den udviste skyld, arbejdstagerens stilling og omstændighederne i øvrigt.
Stk. 2. Arbejdstagerens erstatningsansvar over for skadelidte kan nedsættes eller bortfalde, hvis det findes rimeligt under hensyn til de i stk. 1 nævnte omstændigheder og til skadelidtes interesse. Erstatning, som arbejdstager har måttet udrede, kan denne kræve betalt af arbejdsgiveren i det omfang, ansvaret endeligt skal påhvile arbejdsgiveren efter stk. 1.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på arbejdsgiverens erstatningskrav mod arbejdstageren for skade, denne i øvrigt forvolder arbejdsgiveren i tjenesten.
Almindelig lempelsesregel.
§ 24. Erstatningsansvar kan nedsættes eller bortfalde, når ansvaret vil virke urimelig tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt. Ved afgørelsen skal der tages hensyn til skadens størrelse, ansvarets beskaffenhed, skadevolderens forhold, skadelidtes interesse, foreliggende forsikringer samt omstændighederne i øvrigt.
Stk. 2. Under tilsvarende betingelser som angivet i stk. 1 kan der ses helt eller delvis bort fra skadelidtes medvirken til skaden. Ved krav om erstatning til den, der har mistet en forsørger, gælder det samme om afdødes medvirken.
Flere erstatningsansvarlige.
§ 25. Når to eller flere er solidarisk erstatningsansvarlige, skal den indbyrdes fordeling af ansvaret foretages efter, hvad der under hensyn til ansvarets beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt.
Stk. 2. Er en eller flere af de erstatningsansvarlige dækket af en ansvarsforsikring, gælder § 19, stk. 1 og 2 og § 21. I de tilfælde der er nævnt i § 19, stk. 1, nr. 1 og 2, kan der ved den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem skadevolderne tages hensyn til foreliggende ansvarsforsikringer. § 20 finder tilsvarende anvendelse.
Godtgørelse for tort.
§ 26. Det kan bestemmes, at den
a) der forsætlig eller af grov uagtsomhed forvolder personskade, eller
b) er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person,
skal betale den forurettede godtgørelse for tort.
Stk. 2. Den, som forsætlig eller af grov uagtsomhed forvolder en andens død, kan pligtes til at betale dennes ægtefælle, børn eller forældre godtgørelse for tort.
Forbud mod fravigelse af lovens regler ved aftale.
§ 27. En aftale om fravigelse af reglerne i §§ 1 – 16, § 24, stk. 2 og § 26, kan ikke indgås inden en skades indtræden, såfremt fravigelsen er til ugunst for den erstatningsberettigede.
Stk. 2. En aftale om fravigelse af reglerne i § 17, stk. 1 eller § 19, stk. 1 og 3, § 20, § 22, stk. 2, § 23, § 24, stk. 1 og § 25, kan ikke indgås inden en skades indtræden, såfremt fravigelsen er til ugunst for den erstatningsberettigede. Reglen i § 25 kan dog fraviges for skader, der forvoldes ved udøvelse af offentlig eller erhvervsmæssig virksomhed eller virksomhed, der kan ligestilles hermed.
KAPITEL IV.
Ikrafttrædelsesbestemmelser mv.
§ 28. Loven træder i kraft den 1. juli 1993 og finder anvendelse på erstatningsansvar for skader, der indtræder efter lovens ikrafttræden.
§ 29. Beløb efter denne lov fastsættes ud fra lånevilkårsindekset sådan som det var den 1. juni 1993 (3282) og reguleres i takt med de i § 15 foreskrevne ændringer, jfr. endvidere lov nr. 12/1995 om forbrugerprisindekset.
§ 30. Følgende lovbestemmelser ophæves:
- - -